Den enorme forskel er slående

Redaktørens note: Ariel og hans israelsk-fødte hustru, Vered, er ledere af Revive Israel/Tikkun Globals afdeling i det indre Jerusalem. De tjener endvidere som ”ældste” i Ahavat Yeshua menigheden. De har et unikt hjerte for enheden mellem jøder og hedninger i Yeshua. Her følger Ariels historie. Nyd den.

Jeg voksede op i et reformeret jødisk hjem i Connecticut, USA. Jeg udmærkede mig i gymnasiet og blev optaget på Duke University, hvor jeg påbegyndte ingeniørstudiet. En sen aften i slutningen af 1985, mens jeg fordybede mig i programmering på min Apple Lic, tænkte jeg: ” er jeg sikker på, at jeg vil tilbringe al min tid med tal og koder. Der må være mere i livet!”

Min søgning efter en højere mening med livet begyndte lige dér. Den bragte mig langt omkring. Til sidst faldt jeg over kurset ”Introduktion til Asiens religioner.” Professoren var en andægtig ekspert i tibetansk buddhisme, som han underviste i med flair og passion. Jeg var solgt! De fire noble sandheder talte dybt til mit intellekt og min stigende håbløse kamp for at finde en mening. Min fascination af buddhismen forbandt mig snart med Japan. Jeg besluttede at tilbringe mine ungdomsår dér. Jeg lærte det japanske sprog hurtigt og let - næsten som om jeg huskede sproget i stedet for at skulle lære det for første gang. Jeg mediterede morgen og aften. Mange japanske venner var overbeviste om, at jeg var en inkarneret japansk munk!

Efter at jeg forlod Duke University, vendte jeg tilbage til Japan for at undervise i engelsk i den fjerntliggende by Yamaguchi; men hurtigt begyndte min forblændelse af buddhismen at aftage, mens jeg kæmpede med en paralyserende ensomhed.

En aften i efteråret 1991 befandt jeg mig på en høj tæt ved mit japanske hjem og stirrede himmelvendt mod stjernerne. Jeg var desperat, og for første gang i mit liv bad jeg med reel hensigt.”Gud, jeg ved ikke, hvem du er, eller om du findes, men nogen må stå bag dette fantastisk smukke univers. Jeg er fortabt, forvirret og langt hjem-mefra. Jeg ved ikke, hvem jeg er. Hvis du er til, så hjælp mig!”

Få måneder senere fandt jeg i Tokyo et job i en lille virksomhed i Tokyo, der havde adskillige kristne medarbejdere. Da de fandt ud af, at jeg var jøde, begyndte de at tale om mennesker, steder og begivenheder i Bibelen, idet de gik ud fra, at jeg ville vide, hvad de talte om. Jeg var flov over, at jeg vidste så lidt om min egen arv. De Kristne begyndte at provokere ”denne jøde” til jalousi (Romerbrevet 11:14).

Jeg købte en engelsk bibel og begyndte at læse fra 1. Mosebog. Jeg blev øjeblikke-ligt slået af den enorme forskel mellem logikken i de bibelske fortællinger sam-menlignet med den højtravende animistiske mystik, jeg havde studeret fra Indien, Tibet, Kina og Japan. Tro begyndte at slå rod. Jeg følte, at jeg læste Skaberens sande vidnesbyrd og om mine forfædre, Abraham, Isak og Jakobs Gud.

Mine kolleger inviterede mig i kirke. Unge mennesker fra hele verden var forsamle- de i en kælderhal. Her hørte jeg de gode nyheder om Yeshua Messias for første gang. Jeg blev hurtigt ven med en ung koreansk mand. Jeg vidste, hvordan koreaner-ne havde lidt under japansk aggression og brutalitet i første halvdel af det 20. århundrede. Da jeg spurgte min ven, hvordan han kunne leve i harmoni med japa-nerne, sagde han: ”Det er helt enkelt: Yeshua tilgav med mine synder, og nu skal jeg tilgive enhver, også japanere.”

”Men,” svarede jeg, ”hvorfor skal du tilgive dem? Du var ikke engang født, da alt dette skete for 70 år siden.”

”Jeg ved det,” sagde han, ”men det var blevet lagt på os. Det var blevet en del af vores koreanske identitet - at hade japanerne. Men i Messias skal vi tilgive; vi skal fremad; vi skal danne en ny fremtid sammen.”

Well, denne jøde var ”dømt,” som man siger. Den nat kunne jeg ikke sove et sekund. Jeg var ganske vist undervist om tragedien omkring Holocaust, da jeg voksede op med en rugende følelse af katastrofe, hver gang jeg hørte noget, der lød som Tyskland. Tilgive? Hvordan kan man tilgive nazisterne? Umuligt!

Hele natten kæmpede jeg med Gud og mig selv og oplevede dybt i mit hjerte en util-givelighed på mange fronter. Jeg kendte udfordringen: ”…Men tilgiver I ikke men-nesker, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” (Matthæus 6:14-15). Det eneste, jeg kunne gøre for at få lidt hvile var at bede: ”Gud, hvis Yeshua virkelig er Messias og frelser, og den eneste, som kan tilgive vores synder, så vil jeg vide det. Jeg skal vide det.”

Få uger senere, i juni 1992, deltog jeg i en særlig hjælpetjeneste med et passionsspil, som omhandlede Yeshuas undervisning, Hans helbredelse af syge, Hans tale om kritik af Ham; og til slut forrådelsen, dom og død på et kors. Da jeg så det, begyndte jeg at græde som et lille barn. Da de romerske soldater piskede Ham, sagde en stærk indre stemme (ikke den sædvanlige ”kanal” til min bevidste tænkemåde) til mig: ”Ved disse striber er du helbredt…” Jeg var forskrækket og vidste uden skygge af tvivl, at Gud talte til mig.

Jeg sagde: ”ok Gud…Jeg er klar til at følge Dig.” Straks blev jeg ramt fysisk og vold-somt indefra. Mit kolde jødiske/buddhistiske stenhjerte blev fjernet, og jeg blev genfødt og fik et nyt, levende hjerte af Helligånden. Jeg fik nåde til at angre mine synder, tage imod Herren Jesus og tilgivelsen af synd gennem Ham. Jeg begyndte at dele Evangeliet med japanere og udlændinge, og blev døbt i Stillehavet.

Hvor end Herren har sat mig siden da, har jeg stået i ”gabet” med jødisk/hedenske identitet.