Løsningen på politisk religiøse konflikter

Der er mange religiøse og politiske konflikter i verden. Det har der altid været. Kon-flikterne er intense og vil formodentlig blive endnu mere intense.

Bibelen har meget at sige om dette yderst komplekse emne. Der var kampene mel-lem Israel og nationerne, mellem Judæa og Israel, mellem præster og profeter, mellem Baal-profeterne og YHVHs profeter; mellem israelitterne og filistrene, mel- lem forskellige stammer i Israel.

Lad os i dag blot se på en af de mange passager: konfrontationen mellem Pilatus og Yeshua i Johannesevangeliet. Vi kan her se fem grundlæggende åndelige principper.

I. Der findes altid religiøse og politiske konflikter.

Da Yeshua blev bragt frem for Pilatus, blev Han straks spurgt: ”Er du jødernes konge?” (Johannes 18:33). Hans pointe syntes at være: ”Er du en ledende religiøs-politisk oprører imod den romerske regering? I så fald er det en kriminel handling, som jeg kan straffe dig for.”

I det første århundrede var dette den primære politiske konflikt for Israel og bag-grunden for Den Nye Pagts evangelier. I hele den apostolske periode var det ro-merske imperium verdens hersker. Bogen Apostlenes Gerninger begynder i Jerusa-lem og slutter i Rom.

Pilatus stiller Yeshua et spørgsmål indenfor den religiøs-politiske konflikt. Han for-venter, at Yeshua vælger side i dette spørgsmål. Problemstillingen kan ikke undgås.

II. Der er et anderledes åndeligt perspektiv omkring emnet.

Yeshua ser konflikten på et andet niveau. Hans perspektiv er åndeligt og himmelsk, ikke religiøst og politisk. Pilatus’ spørgsmål kunne ses i dette anderledes perspektiv, hvis det var hans hensigt. Hvilken af de to var det?

Yeshua svarer: ”Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?” (Johannes 18:34). Yeshua får klarhed over, om Pilatus spørger om Yeshuas åndelige mission eller om den religiøse-politiske konflikt.

Pilatus svarer: ”Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?” (Johannes 18:35). Med andre ord. Pilatus er på dette tidspunkt ikke interesseret i Yeshuas åndelige budskab, men kun den religiøse-politiske konflikt.

III. Evangeliets budskab vælger IKKE primært side i den politiske konflikt.

Da Yeshua ser, at Pilatus udelukkende tænker på den religiøse-politiske konflikt, siger Han, at det IKKE er Hans primære formål: ”Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” (Johannes 18:36)

Yeshua benægter ikke Sin kongelige status eller Sin ultimative indflydelse på de poli-tiske og religiøse imperier. Men Han afviser at bevæge sig ind på dette argumente-ringsniveau. Han og Hans disciple ”kæmper” ikke om dette spørgsmål.

På denne måde undgår Yeshua ikke emnet eller er bange for at tale om det. Han viser et TREDJE perspektiv, som i virkeligheden siger: ”Du prøver at trække mig ind i denne religiøse-politiske konflikt. Men begge sider er fejlagtige. Ingen af parterne har et svar. Ingen af jer kan bringe en løsning

”Jeg har imidlertid en anderledes måde, en himmelsk måde. Mens mit rige ikke er en del af den nuværende religiøse-politiske konflikt, vil det i sidste ende bringe løsnin- gen på alle konflikter. Jeg har en løsning. Det har ingen af jer. Jeg vælger ikke side i jeres konflikt. Jeg bringer en bedre og reel løsning.”

IV. Evangeliet peger på den SANDE løsning af de menneskelige kriser.

Da Yeshua svarer på denne måde, får det Pilatus til at spørge om Yeshuas perspektiv, skønt Pilatus var så dybt begravet i imperiets konflikt.

Pilatus spørger Ham derfor: ”Så er du altså konge?” Yeshua svarede: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om SANDHEDEN. Enhver som er af sandheden, hører min røst.” Pilatus sagde til Ham: ”Hvad er SANDHED?” (Johannes 18:37-38)

Yeshua er virkelig en konge. Han blev født til at blive denne konge. Han blev kors-fæstet som denne konge. (Johannes 19:19-22) Han opstod og steg til himlen for at modtage den himmelske autoritet. (Daniel 7:14, Salme 110:1, Markus 14:62). Han vil vende tilbage for at etablere dette rige på jorden. (Matthæus 6:10; 25:31). Alle denne verdens regeringer vil underkaste sig Hans autoritet (Johannes Åbenbaring 11:15).

Vores prioritet er ikke at vælge side i politik, men at præsentere den sande løsning. Begge sider tager i sidste ende fejl, fordi alle mennesker er selviske og syndige. Evan-geliet forandrer menneskers hjerte og bringer derved virkelig fred, social retfærdig-hed, ændringer i miljøet og økonomisk velstand.

Vi søger Hans rige og Hans retfærdighed. (Matthæus 6:33) Alt det øvrige vil blive ”tilføjet” som resultat af de rette relationer med en kærlig og hellig Gud.

V. Der er én suveræn autoritet over alle andre.

Pilatus forsøgte at tvinge Yeshua ind i en religiøs-politisk konflikt, men Yeshua nægtede simpelthen at svare. Pilatus var frustreret over Yeshuas tavshed og forsøg-te at presse sin autoritet ned over Ham.

”Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?” (Johannes 19:10)

Mærkværdigt nok benægtede Yeshua ikke Pilatus’ politiske autoritet. Han afviste heller ikke tempelpræsternes autoritet. Faktisk underkastede Han sig både det romerske imperium og det jødiske præsteskab. Men Han tilføjede, at der var en større autoritet over dem, til hvilken de måtte aflægge regnskab for deres beslutning.

Yeshua svarede: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra." (Johannes 19:11).

Vi bøjer os for autoriteterne i verden, fordi de er sekundære. Der er autoritet over dem. Der er kun ÉN suveræn hersker fra oven. Det er Gud.

Budskabet om Riget har primær autoritet, mens religiøs og politisk autoritet har sekundær betydning. Evangeliet kalder alle mennesker til at underkaste sig Yeshuas himmelske styre. Det siger: ”Alle har syndet og har brug for at angre, for Guds rige og Hans dom står lige for.”

Konkluderende kommentarer

Jeg skriver denne artikel i lyset af den eksisterende konflikt i Mellemøsten. Der er en række forskellige perspektiver omkring behandlingen af spørgsmålene i Amerika, Afrika, Europa og Asien.

Vi er på linje med de ortodokse jøder i Israel i spørgsmålet om konservative familieværdier. Forfølgelsen af de messianske, racemæssige fordomme og religiøs tvang fra den ekstremistiske elementer blandt dem, tillader os ikke at passe ind. Vi har aftaler med det sekulære israelske samfund om civile rettigheder og ytringsfrihed. Nedbrydelsen af familiemæssige og seksuelle moralske emner, tillader os ej heller at passe ind. Vi har en dyb medfølelse for palæstinenserne og deres lidelser, og vi har en kostbar enhed med vores kristne arabiske venner. Indflydelsen fra radikale islamiske jihad med hadet mod Israel holder os imidlertid også udenfor.

Mens vi ikke skal kæmpe eller vælge side i religiøs-politisk konflikter, skal vi imidlertid tale med profetisk klarhed om alle emner vedrørende moralsk og social retfærdighed. Og vi skal kunne skelne forskellene mellem dem.

Vores budskab skal blive frimodigere og mere konfronterende. Det er ikke venstre eller højre, det er over. Det er ikke for en politisk kandidat, men for Kongen over konger, som vil herske over dem.