At frygte eller ikke frygte

Da Moses kom ned fra den guddommelige ild og røg på Sinaj Bjerg for første gang for at give Israel De Ti Bud, rystede folket i frygt ild for Guds nærhed og budenes hellighed.

Han bad dem om ikke at frygte, men samtidig om at frygte.

Hvad?! Det lyder som modsætninger.

”I skal ikke være bange! Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte Ham, så I ikke synder.” – 2. Mosebog 20:20.

At løse denne åbenbare modsigelse er ikke så vanskelig. Vi skal ikke frygte Gud, som om Han ville såre os uden grund, eller som om Han ikke havde det perfekte ønske for os. Men samtidig skal vi være klar over, at Han i høj grad straffer synd. Den sunde frygt for straf for synd er én af motivationerne til ikke at synde.

Torah’en var første stadium i at få os til at erkende, at vi alle har syndet, at vi har brug for at angre, og at vi har brug for tilgivelse og forsoning. På denne måde bringer kendskabet til de perfekte love os frem til behovet for frelse. Den tilgivelse og forsoning som vi finder i Yeshuas offer på korset. På denne måde fører Moses’ Torah os til Yeshuas kors. Torah’en forklarer loven; korset giver tilgivelse for vore overtrædelser af loven.

Det tvetydige ”frygt og frygt ikke” forklares tydeligere af Yeshua i Lukas kapitel 12, hvor Han siger: ”Frygt ikke….Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte….”

Lad os undersøge denne dynamik lidt dybere. Bibelen gentager ofte opmuntringen til ikke at frygte. Gud er almægtig, velgørende, og Han er for dig. Hans nåde giver os tillid. Hans løfter om at beskytte os giver os fundament for vores TRO.

Bibelen gentager også ofte formaningen om af frygte YHVH (Jahve). Denne frygt er ren og evig (Salme 19:10). Vi kan basere vores dedikation til HELLIGHED på disse formaninger om at frygte Herren.

Naturligvis ønsker Herren, at vi både skal have tro og hellighed. Tro uden hellighed degenererer til kun at være ord og kødelighed. Hellighed uden tro degenererer til kun at være religiøs tvang. Tro og hellighed sammen udvikler os til at være Yeshuas billede. Disse to rækker af holdninger er vævet sammen gennem Skrifterne. Vi skal tænke over både Guds nåde og Hans strenghed (Romerbrevet 11:22). Der er løfter og advarsler. Vi skal stråle som lys; men vi skal også vide, at mørket dækker jorden (Esajas 60:1-2).

Skriften taler ofte om forskellige sider af den samme sag. Sandheden synes at være paradoksal, fordi Gud både er hellig og nådig. Det er vanskeligt for os som mennesker at agere i kompleks eller paradoksal sandhed. Yeshua er den levende inkarnation af sandhed, og Han er både nådig og hellig.

Guds kærlighed giver os en fri vilje. Dette i sig selv skaber en paradoksal situation. Han er suveræn, men vi skal vælge. Sandhedens dobbelte dynamik findes i kontaktfladen mellem nåden og hellighed. Spændingen mellem disse to ses gentagne gange i Skrifterne.

Der er mange spørgsmål indeholdende spænding. Betaler vi skal til kejseren? Stener vi en kvinde, der har begået hor? Hvordan kan en uendelig Gud bo fuldt ud i et menneske? Er Guds Rige i Himlen eller på jorden? Er vi til venstre eller til højre politisk set? Er vi for eller imod vaccinationer? Lider den retfærdige? Hvad er nådens og gerningernes natur? Vi er frelst ”ikke ved gerninger” (Efeserbrevet 2:9), men alligevel ”til gode gerninger” (Efeserbrevet 2:10).

Der er en dobbelt dynamik i sandheden. Yeshua viser den perfekte integration af Gud-menneske-paradokset.

Vi følger Ham som en person. Principperne i Guds Ord indeholder forskellige sider omkring anvendelse af Guds sandhed.

Vi kaldes til en virkelig relation til Gud. Relationer handler om at forholde sig til en persons forskellige aspekter af personlighed. Vores tro er ikke éndimensioneret doktrin, men en dynamisk relation med en levende Gud, som interagerer med os.

Vores tro synes at indeholde paradokser, fordi Gud er en person, ikke en robot. SANDHEDEN er en levende person, ikke formularer eller faktablade. For at vandre med Gud skal vi beskæftige os med mangesidede relationer med et virkeligt væsen.