Det islamiske regime og Gud som frelser

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

I perioder med krig, våbenstilstande, forhandlinger, samtaler om fredsaftaler,  fortæller overskrifter om, hvad der sker, men Skriften hjælper os med at skelne, i det, der måtte udfolde sig. Politik kan føles som en rutsjebane, men troende er kaldet til at løfte øjnene opad. Vores tillid ligger ikke i politisk momentum, men hos Ham, hvis autoritet er større end ethvert imperium. Èt bibelsk billede af et sådant øjeblik er Farao som konfronteres af Moses i 2. Mosebog.

Ligesom lederne i det islamiske regime i dag, var Farao mere end blot en politisk leder. Han herskede over et imperium, hvor politisk magt og åndelige arrogance var flettet sammen. Egypten stod ikke kun imod Israel. Farao var imod den levende Guds bud: ”Lad mit folk gå” (2. Mosebog 5:1). Hans svar afslørede hans hjerte: ”Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde?” Dette var åndelig oprør. Farao vandrede i et dæmonisk mønster af stolthed, dominans og modstand mod Gud. Dette samme mønster kan atter vise sig, når herskere ophøjer sig selv, undertrykker deres folk, truer nationer og afviser af give efter.

Historien i 2. Mosebog viser et gentaget mønster: pres, koncession, lempelser og så et forhærdet hjerte. Farao synes til tider rede til at lytte. Han forhandlede, bad Moses bønfalde Herren og foretog ofringer. Men da presset lettede, ændre han kurs. ”Faraos hjerte er hårdt; han afviste at lade folket gå.” (2. Mosebog 7:14).

Faraos holdning kunne ændre sig fra det ene øjeblik til det næste. Men den dy-bere drivkraft forblev intakt: kontrol, dominans og afvisning af at give efter. På samme måde kan det iranske regime skifte taktik, sprog, eller holdning, men ingen skal forveksle dette med en ændring af det dybere syn på deres dominans. En pause i konflikten er ikke det samme som, at det er slut med undertrykkelse. Farao lod Israel gå, men hans hjerte havde ikke ændret sig. Efterfølgende spurgte han og hans tjenere. ”Hvad er det, vi har gjort, at vi har ladet Israel stoppe med at tjene os?” (2. Mosebog 14:5). Han samlede sin hær og fulgte efter dem.

Farao har frigivet Israel under pres, men da presset ændredes, fulgte han efter det folk, som Gud havde frelst. Det Røde Hav blev stedet, hvor hans stolthed ledte ham til dom. Egypten forsvandt ikke fra historien den dag, men magten over Guds folk var brudt. Det imperium som syntes uovervindelig opdagede, at ingen regent, hær, ideologi eller religiøst system kan stå imod Israels Gud. Moses sagde til folket: ”Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille.” (2. Mosebog 14:14).

Med dette mønster i tankerne er denne skelnes vigtig, når vi ser på Iran i dag. Det handler ikke om det persiske folk, som Gud elsker. Persien er også, hvor Gud brugte Cyrus og bevarede folket gennem Ester. Mange iranere har lidt under selve det system, som truer andre. Problemet er ikke et folk, men et regime, som har undertrykt folket, truet Israel, USA og Vesten og spredt frygt gennem våben og deres allierede magter. Det er derfor, vi ikke kun beder for en traktat, som be-holder regimet ved magten. Vi beder for, at regimet vil bryde sammen, så det iranske folk kan blive frit og møde Herren Yeshua. Når det er brudt sammen vil det sække Irans allierede i Libanon, Gaza, Yemen og andre nationer, som lider under Irans indflydelse. Må Gud afsløre falsk fred, forhindre ondskaben og nedbryde terror- og undertrykkende strukturer.

Jeg tror på, at vi ser dette farao-lignende mønster udfolde sig. Jeg påstår ikke at kende timingen i alle detailler. Men 2. Mosebog minder om, at det dæmonisk mønster af stolthed og dominans ikke kan regere for evigt. Den politiske rutche-bane er virkelig, men den er ikke vores ledetråd. Imperier vokser frem, truer, for-handler, praler og raserer. Men Abraham, Isak og Jakobs Gud forbliver Herre over nationerne. Og når Han siger: ”Lad mit folk gå,” får ingen farao det sidste ord.