ER DU VILLIG TIL AT GÅ SKAMMENS VEJ?
Tikkun Global
Jerusalem, Israel
Da jeg for nylig igen læste 2. Samuels bog kapitel 15, blev jeg atter ramt af billedet af David, som forlader Jerusalem under Absalons oprør. Israels salvede konge, afvist af sit eget folk, krydsende Kidron dalen og på vej op til Olie-bjerget, grædende, barfodet og med hovedet dækket (2. Samuel 15:23, 30). Det er et kraftfuldt billede på afvisning og ydmygelse, men hvad der slog mig mest var Davids respons.
Da præsterne bragte Pagtens Ark frem, for at den skulle følge ham, beordrede han dem at bringe den tilbage til Jerusalem. Han vidste ikke, hvad der ville ske, eller om han nogensinde kunne vende tilbage. I stedet overgav han sig til Gud: ”Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne, lader Han mig komme tilbage…men hvis skulle Han sige, at Han ikke længere bryder sig om mig, så må Han gøre ved mig, som Han finder for godt.” (2. Salomon 15:25-26). Der er noget bemærkelses-værdigt ved en sådan overgivelse.
Naturligvis er det vanskeligt at læse denne passage uden at tænke på Yeshua. Tusind år senere krydsede også Davids Søn Kidrondalen og gik op på Oliebjerget, kort før Han blev arresteret (Johannes 18:1; Lukas 22:39). Også Han var blevet afvist, forrådt, offentlig ydmyget og til sidst korsfæstet. Og midt i det hele udtryk-te Hans bøn den samme fuldstændige overgivelse til Faderen: ”Dog ske ikke min vilje, men Din.” (Lukas 22:42).
Men jeg tror ikke, at dette mønster slutter med David og Yeshua. Yeshua sagde rent ud til Sine disciple: ”Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.” (Johannes 15:20). De første troende oplevede det næsten med det samme. De blev truet, slået, fængslet, spredt og i nogle tilfælde slået ihjel på grund af deres tro. At følge Messias betød villighed til at identificere sig med Ham ikke blot i Hans sejre, men også i Hans afvisning og lidelse.
Når vi nu ser frem mod endetiderne, fortæller Skriften os, at dette mønster vil komme igen med endnu større intensitet. Profeterne beskriver en tid, hvor nationerne vil samle sig imod Jerusalem. (Zakarias 12:3; 14:2). Israel vil gå igennem enormt pres og lidelse. Samtidig beskriver Åbenbaringsbogen forføl-gelser af dem, som forbliver loyale mod Gud og holder fast i vidnesbyrdet om Yeshua. Dragen går i krig imod dem (Åbenbaringsbogen 12:17), og dyret fik til-ladelse til at gå i krig mod de hellige (Åbenbaringsbogen 13:7).
Her må vi foretage en vigtig skelnen. Guds vrede er Hans dom over det onde; forfølgelse er det onde angreb på Guds folk. Skrifterne lover, at vi ikke er bestemt til at rammes af Guds vrede (1. Thessaloniker 5:9), men lover aldrig, at de troende vil være undtaget fra forfølgelse. Faktisk forberedte Yeshua Sine disciple på det.
Undertiden, når vi taler om endetiderne, er vores opmærksomhed henledt på sejr: Yeshua kommer tilbage, Israel bliver frelst, nationerne bliver dømt, og Guds Rige bliver etableret på jorden. Og det er helt rigtigt! Det er vores store håb. Men hvad med vejen, som leder dertil.
David måtte ydmygt gå ud af Jerusalem, før Han vendte tilbage som konge. Yeshua udholdt afvisning og korset før genopstandelsen. Den første Ecclesia lærte, at det at følge Ham også betød at dele Hans lidelser. Og Skrifterne forbereder os på en generation ved tidernes slutning, som atter vil stå overfor et voldsomt pres ved at være trofast overfor Ham.
Måske er der en ”skammens vej” før den endelige sejr. Er vi rede til det? En forbe-redelse til Yeshuas tilbagekomst er ikke blot at forstå profetien eller at se frem mod Hans Rige. Det handler også om at blive den slags mennesker, som vil for-blive trofaste, når det at følge Ham har en pris. Davids reaktion giver os et smukt billede af hvordan det ser ud: ydmyghed, tillid og fuldstændig overgivelse til Gud, selv når vi ikke ved, hvad vil ske efterfølgende. Er vi villige til af vandre denne vej sammen med vores konge?
