Jeg vakler ikke

Barmhjertighedens Telt menighed

Kiryat Yam, Israel

(For at se videoundertekster på dit sprog skal du klikke på ikonet Indstillinger nederst til højre i videoen. Klik på Undertekster/CC, Automatisk oversættelse, og vælg dit sprog. Det kan være nødvendigt at klikke på "English (auto-generated)" for at vise Automatic Translation.)

På mit skriveborg ligger der et kort med et skriftsted, hvor der simpelthen står: ”Jeg vakler ikke.”

Ordene kommer er Salme 18:6.

”Jeg har altid Herren for øje, Han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.”

Livets natur, selv uden krig, er skrøbelig. Når krigen er tæt på, som den er nu i Israel, bliver man rystet. Som 75-årig er jeg langt fra kamphandlinger-ne. Men landet er så lille, og fjenderne på hver side så nær, at ingen slipper. Slagmarken er i alles sind og følelser, hvad enten man er i uniform eller ej.

I salmen afslører David, hvordan man ikke skal vakle. Som han frit henvi-ser til i mange salmer, stod Israels lovprisende krigskonge ofte overfor indre kriser. ”I min nød råbte jeg til Herren,” (18:6)…”Herren har hørt min gråd,” (6:8), ”Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd,” Han satte min fod på klippen.” (40:2).

Faktisk, jo mere jeg ser på disse gennemsigtige personlige bønner, des mere er det tydeligt, at Israels heroiske leder kæmpede med modstriden-de, destabiliserende følelser, når han stod overfor Israels fjender. Hans hjælp? Han huskede, at Gud altid er nær, ved vores højre hånd. Han bestemte sig til ”altid at sætte Gud foran” – vende sig til Ham.

Jeg lærer at udtale: ”Jeg vakler ikke.” I denne krigstid og i endetiderne foran os, tror jeg, at denne udtalelse også vil være uundværlig for jer. Når vi følger ”Han er ved min højre side,” bliver det et samlende råb, vores sind skal høre.