Leder af Kirken – konge af Israel

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

Yeshua er den centrale figur i Guds plan og gennem hele Skriften. Han er den første og den sidste (Johannes Åbenbaring 1:8, 17); den samme i går, i dag og til evig tid (Hebræerbrevet 13:8). Han indtager mange roller. Som Messias, er Han både leder af Kirken og konge af Israel.

Han kaldes Konge af Israel, da Han drog ind i Jerusalem i triumf:

Johannes 12:12-13 – ”Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Yeshua var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik Ham i møde, og de råbte ”Hosianna! Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn, Israels konge.”

Deres udråb var en slags kroning; de forsøgte at indsætte Ham som konge, men tiden var ikke moden. Yeshua kaldes leder af Kirken ved åbenbaringens ånd i apostlen Paulus’ bøn:

Efeserbrevet 1:20-22 – Med de magt virkede Han i Messias, da Han oprejste Ham fra de døde og satte Ham ved Sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt… Alt har Han under Hans fødder, og Han har givet Ham som hoved over alle ting til kirken.

Kirken (ekklesia på græsk) ses her som et instrument i Guds regering. Der er en gruppe mennesker, som regerer med Yeshua. Gud udøver autoritet over verden gennem mennesker, som Yeshua er leder for; ekklesia er Hans regering.

Hvordan opnåede Yeshua denne position? – gennem opstigning. Han rejste sig ikke blot fra de døde, men Han rejste sig over alle åndelige magter helt indtil det højeste sted i himlen. Ved korsfæstelsen fik vi forsoning; ved Yeshuas nedfaren til helvede, modtog vi befrielse fra helvede; ved Hans opstandelse fik vi evigt liv; ved Hans opstigning, fik vi åndelig autoritet til at regere.

Ekklesia blev skabt som en regering gennem Yeshuas opstigning. Derfor er den internationale kirke i bund og grund ”opstignings-minded.”

Hvordan fik Yeshua Sin position som Konge af Israel? – ved at blive menneske (og gennem omskærelsen).

Matthæus 1:1 – Slægtsbog for Yeshua Messias, Søn af David, Søn af Abraham.

Den Nye Pagts skrifter begynder med Yeshuas fødsel fra Abraham og Davids linje. Autoriteten til at regere Guds rige på jorden var givet ved en pagt gennem David og fra Abraham. Yeshua var ikke kun født til denne planet, men Han blev omskåret ved Sin ankomst (Lukas 2:21). Han blev født af en kvinde for at blive leder af en ny menneskerace (1. Mosebog 3:15, 1.Korintherbrev 15:45). Han blev født som Davids efterkommer til at sidde på Davids trone og regere Guds rige på jorden (Lukas 1:32). Inkarnationen gav Yeshuas Adams autoritet gen-nem skabelsen, omskærelsen ændrede Abrahams autoritet gennem pagten.

Riget Israel har en mere ”ejerskab over jorden” attitude, hvor kirken er mere ”op-faren til himlen- minded”. Den ene er bevægelse opad mod himlen, den anden nedad fra himlen mod Jorden. Yeshua er leder af kirken ved opstigning og konge af Israel ved inkarnation. Begge positioner er parallelle. Yeshua er ikke skizofren. Han er på samme tid leder af kirken og konge af Israel. De to titler vil en dag blive til én (Zakarias 14:9, Efeserbrevet 1:10).

Begge roller kræver forpligtelse overfor en gruppe mennesker. Hans position som leder af Kirken kræver en pagt med den internationale ekklesia. Positionen som far i en familie kræver forpligtelse overfor familiens børn. Ligesom en far ikke kan være det ”gennem sig selv”, kan Yeshua ikke være leder af kirken ved sig selv. Han forbindes i bund og grund med den gruppe mennesker. Han er define-ret ved dem.

På samme måde, som konge af Israel har Yeshua forpligtet sig selv til denne nation. Han definerer sig selv gennem denne gruppe mennesker. Der er ingen Yeshua uden kirken, og der er ingen Yeshua uden Israel.

Yeshuas dobbelte rolle som leder af kirken og konge af Israel kræver en pagt-mæssig forpligtelse mellem disse to grupper. Forsoningen og samarbejdet mellem Israel og kirken repræsenterer en større profetisk genoprettelse i Guds rige i vores dage. Gennem Yeshua er Israel og kirken ”tvunget” eller rettere ”for-ud bestemt” til et partnerskab.

Kirken er indpodet på Israel (Romerbrevet 11:17), og Israel bevæger sig hen imod national frelse (Romerbrevet 11:26). Den jødisk-messianske rest er del af begge og spiller derfor en essentiel rolle som bro mellem de to. De to bliver ét legeme (Ezekiel 37: 17-22, Efeserbrevet 2:12-16).