Mellem visitation og dom: Abrahams forbøn og skriget fra Sodoma.

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

Den 19. maj rejste adskillige lokale ledere og forbedere til Ein Bokek, det store feriested ved sydenden af Det Døde Hav. Vi var til en bedesamling på grund af den store LGBT+ festival, som er berammet til 1 – 4 juli. Den bliver promoveret som den største sådanne begivenhed i Mellemøsten – og af vores turistregering! Lokationen selv er stærkt ironisk: ikke i Tel Aviv, en af de homoseksuelles højborge i verden, men lige ved siden af det traditionelle arkæologiske område, som associeres med det gamle Sodoma og Gomorra.

YHWH legemliggjort

Kapitel 18 i 1. Mosebog åbner med en af de mest ekstraordinære scenerier i Skriften.  Abraham sidder ved Mamres Ege, da tre ”mænd” viser sig i vers 2. Abraham genkender tilsyneladende mindst én af dem og viser ham stor ære og gæstfrhed. I løbet af kapitglet indser vi, at disse ”mænd” ikke er almindelige gæster. To af dem er engle, men den tredje er Gud selv, der viser sig i en menneskelig form. Teksten bevæger sig uden problemer frem og tilbage mellem ”mænd” og ”YHWH” indtil kapitel 22, hvor Abraham står alene med YHWH.

Det er et forbløffende øjeblik. Gud sender ikke blot et budskab fra himlen. Han kommer personligt. Han går sammen med mænd, tager imod gæstfrihed, vasker Sine fødder, spiser ved Abraham og Sarahs bord og konverserer åbent med dem. Scenen er dybt rationel og dybt menneskelig.

Der er endda humør i fortællingen. Sarah morer sig indvendigt ved lovningen om, at hun skulle føde en søn i hendes høje alder, og Herren reagerer næsten spøge-fuldt: ”Hvorfor ler Sarah?” Da hun benægter det, svarer Han blidt, ”Nej, men du lo.” Dette er naturligvis et forvarsel om det navn, der bliver givet til den mirakulø-se søn, Isaac – ”latter” eller ”han ler.”

Hele kapitlet viser noget vigtigt om Guds natur. YHWH er ikke fjern fra pagts-fa-milien. Han er villig til at træde ind på menneskets områder og relationer. På mange måder bliver 1. Mosebog kapitel 18 en tidlig ”type” ultimativ inkarnation af Guds Søn – Gud, som endelig og fuldt ud træder ind i menneskeheden gennem det lovede frø, gennem Abrahams egne linje, gennem David, gennem Marias livmoder.

Men timingen af denne visitation er ikke tilfældig.

Skrigene fra Sodoma og Gomorra

Da måltidet var slut og gæsterne rejste sig for at gå, skiftede på dette tidspunkt fokus til Sodoma. Pludselig lærer vi, hvorfor himlen er nærmere jorden på dette tidspunt.  Skrigene fra Sodoma og Gomorra er virkelig voldsomme, og deres synd er meget stor. (1. Mosebog 18:20).

Enhver by eller landsby i Kanaan var gennemsyret af hedensk afgudsdyrkelse. Men der var noget unikt ondt fra byerne i dalen omkring Det Døde Hav, noget som medførte forfærdelig ”skrig” (fra det laveste punkt på jorden!) hele vejen til Guds trone i himlen.

Skrifterne taler om stigende vold, korruption, undertrykkelse og moralsk oprør, der nåede et punkt, som krævede guddommelig indgriben. 1. Mosebog kapitel 19 afslører dybden af byens fordærv, da mændene i Sodoma omringer Lots hus i et forsøg på homoseksuelt angreb på de besøgende engle. Byens synd er beskrevet ikke kun som privat umoral, men som et komplet kollaps  af moralsk orden, gæstfriheden, og af tvang og ukrænkelighed i de menneskelige relationer.

Du kender resten af historien: englene gør alle mændene i byen blinde. Ved daggry beordres Lot og hans familie til at flygte, så dommen – ild og svovl, som ville regne fra himlen –  kunne begynde.

Men kærnen i historien i disse kapitler er ikke i sidste ende Sodomas ondskab. Det centrale er den abrahaminske familie.

Abraham, den første forbeder

Før dommen eksekveredes , standser Gud op og siger: ”Skal jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre?” (1. Mosebog 18:17). Denne udtalelse er ekstraordinær, fordi den viser, at Gud, Skaberen og dommeren over alt, søger partmæssige partnere til at regere og dømme sammen med Sig. Ezekiel 22:30 siger, at Herren søger mænd og kvinder, som er villige til at bygge en åndelig mur og stille sig i brechen til værn for landet.

Som svar står Abraham foran YHWH og appellerer til Hans karakter: ”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige.” Abraham kender den Gud, som står foran ham. Han forstår, at guddommelig retfærdighed ikke er vilkårlig vrede; at i Guds hjerte står nåde højere end dom. Så han begynder at gå i forbøn: Hvad nu hvis der er halvtreds retfærdige? Femogfyrre? Fyrre? Tredive? Tyve? Ti?  

Dette bliver en bibelsk model for al forbøn.

Abraham står mellem visitation og dom; han har oplevet YHWH som en ”ven” overfor familien, han længes efter at udvide, at dele denne velsignelse med andre – eller i det mindste til sin nevø og hans familie. Men det kan ikke ske, hvis de alle er omkommet på grund af Guds retfærdige dom.

Han fornægter ikke de syndige realiteter. Han justerer ikke ondskab, men han reagerer heller ikke med kynisk afstand. Han beder om nåde. Han appellerer til trofastheden og retfærdigheden i Guds pagt – i hvert fald for sin egen familie i Sodoma.

Vores nuværende situation i Israel

Da vi bad nær Det Døde Hav i denne uge, blev det dybt personligt for mange af os. Israel er i øjeblikket midt i en krig. Soldater kæmper stadig og dør i Gaza og på den nordlige front. Iran og deres allierede fortsætter deres trusler mod landet. Men samtidig sponsorerer vores regering en massiv festival og ”med stolthed” fejrer værdier, som direkte taler imod Toraen og det bibelske menneskesyn.

I 1. Mosebog 26-28 siges, at menneskeheden var skabt i Guds billede: ”Som mand og kvinde skabte Han dem.” Så velsignede Gud dem og beordrede dem til at blive talrige, at fylde og underkaste sig jorden. Det bibelske menneskesyn kan ikke adskilles fra pagtsfamilie, foreningen af mænd og kvinder, frugtbarhed og mangfoldiggørelse af liv. Familien er ikke noget sekundært i Skriften. Det er noget centralt i Guds design for skabelse og forløsning.

Sammenstillingen af kapitlerne 18 og 19 er ikke tilfældig: på den ene side bekræfter YHWH-Gud løftet om en biologisk søn til det aldrende par. Den ”hellige familie” begynder 2000 år før Josef og Maria: Gud sætter Sin Søn Yeshua ind i DNA, Abraham og Sarahs slægtslinje – som blot var ”omvandrende aramæer (5. Mosebog:5), en mand og hustru som søgte et afkom, en familie i overenstem-melse med Guds orden, gjort ”hellig” gennem guddommelig udvælgelse.

På den anden side er Sodoma og Gomorra. Behøver vi at sige det åbenlyse? LBGT+ livsstil og dagsorden afbryder fuldstændig Skaberens plan for menneske-familien. Det er det største udtryk for menneskelig afgudsdyrkelse og oprør mod Gud, vor Fader. ”Nej,” det skriger: Vi vil ligge sammen og dermed afvise Guds billede af mand/kvinde og afvise af at mangfoldiggøre sig. (Romerbrevet 1:18-32).

Alt dette skaber en pinefuld spænding for troende i landet.

Hvordan kan vi bede Gud om nåde, beskyttelse og sejr mens vi åbenlyst fejrer, hvad Skriften kalder synd? Vi har den mest konservative ”højre-orienterede regering i vores moderne historie. Regeringskoalition består bl.a. mange ultra-ortodokse og nationale religiøse ledere som regelmæssigt studerer Toraen. Hvorfor er der ingen, som åbner munden!?!

Og hvad med os – restgruppen i landet og alle dem, som står sammen med os i nationerne? Er vi villige til at stå i brachen ligesom Abraham? Er vi villige til at råbe om nåde, så vores råb vil være højere i himlen end råbet imod denne festi-vals afskyelighed? Ligesom Abraham, hvor mange af os har familie, venner osv. er fanget?

Vil vi stille os i kløften mellem dom og forløsning? Ja, vi vil bede for vækkelse for visitation…men ligesom 1. Mosebog 18 &19 kan det ofte blive fulgt af forfær-dende dom, død og ødelæggelse.

Som slutning på vores samling delte vi nadveren sammen. Vi bad en ung faamilie stå bag Herrens bord med deres baby sammen med adskillig andre par. Den hellige nadver handler ikke kun om individuel frelse. Gennem Messias’ død og opstandelse, genopretter Gud selve menneskeheden. Han genopretter det guddommeelige billede. Han genopretter pagtsfamilien. Han genopretter det, der blev brudt fra begyndelsen.

I sidste ende er historien om Sodoma ikke kun om dom.

Det er om visitation.

Det er om forbøn

Og det er om den Gud som stadig søger et folk, som er villig til at stå foran Ham på vegne af deres generation.