Miraklet 6-7-67

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

Gennem det forgangne år synes en mærkelig tendens at have vist sig alle steder. Som far har jeg hørt mine børn og deres venner gentagne gange sige ”6-7” og ”6-7-6-7”. De sociale medier har taget det op, videoer er udsendt, og på en eller anden måde er disse tal blevet ved at dukke op på uventede steder. Som de fleste andre tendenser, betyder de måske intet. Efter at have hørt dem så mange gange opdagede jeg, at jeg tænkte på et andet ”67”, som længe havde betydet noget for mig.

1967.

For enhver, som kender Israels nyeste historie bringer året minder om 6-dages-krigen. Denne uge markerer endnu en årsdag om disse bemærkelsesværdige dage i juni 1967. Jeg mærkede, hvordan jeg atter reflekterede over begivenheder-ne det år. Jeg begyndte at tænke ikke blot på selve den militære sejr, men over alt det, der skete i den samme periode. Jo mere jeg reflekterede over det, jo mere slog det faktum mig, at to bemærkelsesværdige historier udfoldede sig samti-digt. – Den ene i Israel og den anden i nationerne. Sammen tegner de et billede, som stadig taler kraftfuldt i dag.

I ugerne op til krigen stod Israel overfor, hvad der forekom som en umulig situation. Omgivet af fjendtlige hære og truet på mangfoldige fronter af Egypten, Jordan og Syrien frygtede mange, at den unge nation stod overfor ødelæggelse. Men i løbet af seks dage overlevede Israel ikke blot, men vandt kontrol over Sinai halvøen, Judæa og Samaria, Golanhøjderne og Østjerusalem. Hastigheden og skalaen af sejren bliver stadig studeret, og for mange israelere og kristne pegede begivenhederne udover militær strategi alene henimod Guds guddommelige beskyttelse. Gennem tiden er talrige vidnesbyrd fremkommet med beskrivelser af usædvanlige begivenheder og oplevelser, som tolkes af mange som guddom-melig indgriben som er medvirkende til den vidt udbredte opfattelse, at 1967 ikke blot var en militær sejr, men et tegn på Guds hånd.

Derefter kom et af de mest afgørende øjeblikke i hele krigen.7. juni 1967 – 6-7-67. Denne dag blev Jerusalem genforenet under jødisk ledelse for første gang siden kong Davids dage. For mange israelere blev dette det mest følelsesmæs-sige tidspunkt i krigen. Ordene, ”Tempelbjerget er i vores hænder” blev for altid ætset i den nationale erindring. Det, der forekom umuligt nogle dage tidligere, var pludselig blevet en realitet.

Men der var endnu en historie, som udfoldede sig samtidigt. Mens Israel opleve-de en historisk genopbygning, arbejdede Gud blandt nationerne gennem det, der senere blev kendt som Jesusbevægelsen. Hundrede tusinder af unge mennesker mødte Yeshua, og en ny åndelig vækkelse spredte sig over USA  og videre. Hvad der ofte overses er, at denne vækkelse også berørte det jødiske folk. Under og efter denne tid kom betydeligt antal jøder til tro på Yeshua, herunder mange ledere, som senere hjalp med at skabe den moderne messianske bevægelse og tjeneste som bl.a. Tikkun Global.

På det præcise tidpunkt, hvor Jerusalem blev genforenet, arbejdede Gud åndeligt blandt både jøder og hedninger. Gennem Skriften viser disse to dimensioner sig ofte sammen. Profeterne talte ikke kun om Israels fysiske genoprettelse, men også om åndelig vækkelse, omvendelse, forsoning og om at kendskabet til Gud vilje spredes blandt nationerne.

I dag, næsten seks årtier senere, er vi atter vidner til en udvikling i hele Mellem-østen. Politiske og diplomatiske bestræbelser omkring Abraham Accords fortsætter med at genskabe relationerne mellem Israel og arabiske nationer Samtidig fortsætter rapporterne om åndelig sult over hele regionen at vokse – specielt blandt det iranske folk. Til trods for forfølgelser og ustabilitet, mange møder med Yeshua i drømme, syn, undergrundsfællesskaber, digitale medier og personlige vidnesbyrd. I mine refleksioner om 1967 kan jeg ikke lade være med at undre mig, om vi atter møder en periode, hvor fysisk og åndelig genoprettelse begynder at bevæge sig sammen igen.

Profetien i Esajas kapitel 19 forbliver et af de mest bemærkelsesmæssige billeder på forsoning i hele Skriften: ”På den dag skal der være en vej fra Egypten til Assyrien. Assyrerne skal komme til Egypten og egypterne til Assyrien. Og egypterne skal dyrke Herren sammen med assyrerne. På den dag skal Israel, som den tredje sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på jorden.” (Esajas 19: 23-24). I mange år har troende bedt for Esajas 19 – hovedvej-en, ikke blot som en politisk vision, men som en åndelig realitet om forsoning, til-bedelse, helbredelse og enhed i Mellemøsten. Miraklet 6-7-67 var ike kun, at en by blev genforenet. Det var, at vi på samme tid var vidne til militær sejr imod overvældende odds, genoprettelsen af Jerusalem, en åndelig vækkelse blandt nationerne og en ny bølge af jøder, som kommer til tro på Yeshua.

Måske er vi nærmere på et nyt 1967, end vi aner…