Når alt håb synes tabt

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

Der er momenter i Skrifterne – ligesom der er i vores egne liv - hvor alting synes at kollapse. Løfter synes tabt. Håb føles irrationel. Troen strækkes til det yderste. Og alligevel, når vi ser nærmere på Guds historie, opdager vi et slående mønster: øjeblikket, som ser ud som en afslutning, er ofte øjeblikket lige før Guds største gennembrud.

Et af de tidligste og mest markante eksempler er historien om Abraham og hans søn Isak. I 1. Mosebog kapitel 22 påbyder Gud Abraham at ofre Isak. Deen søn gennem hvilken Gud havde givet løfter om at etablere Sin pagt (1. Mosebog 17:19; 21:12). Fra et menneskeligt synspunkt modsiger dette påbud alt, hvad Gud havde talt om tidligere.

Men alligevel adlød Abraham.

Det Nye Testamente giver indsigt i det, der skete i Abrahams hjerte. Hebræer-brevet 11:17-19 forklarer, at Abraham troede på, at Gud kunne lade Isak genop-stå fra de døde. Det er en forbløffende tro. På dette tidspunkt i den bibelske historie var der ingen nedskrevet beretning om genopstandelse. Intet fortilfælde. Ingen vidnesbyrd at henholde sig til. Abraham stolede blindt på Gud langt ud over erfaring eller logisk niveau, over al forstand.

I det øjeblik, hvor Abraham syntes på vej til at miste alt, greb Gud ind (1. Mosebog 22:11-14). Isak blev sparet, og Gud bekræftede Sin pagts velsignelse (1. Mosebog 22:15-18). Hvad der lignede en afslutning blev en åbning til større løfter.

Dette mønster når sit ultimative udtryk ved Yeshuas korsfæstelse. Fra discip-lenes perspektiv var korset en total katastrofe. Deres Messias var død. Håbet var borte. Alt, de troede på, var styrtet sammen på en enkelt eftermiddag (Lukas 24:17-21). Selv mørkets kræfter troede, de havde vundet (Lukas 22:53).

Men himlen fortalte en anden historie.

På tredjedagen opstod Yeshua fra de døde (Lukas 24:6-7). Det, der så ud som et nederlag blev til den største sejr i menneskehedens historie. Gennem Hans op-standelse kom tilgivelsen af synd (Romerbrevet 4:25), forsoningen med Gud (2. Korintherbrev 5:18-19), og sand frihed for mennesket (Johannes 8:36). Korset var ikke en afslutning – det var en åben dør.

Skrifterne peger også frem mod et fremtidigt øjeblik, som følger det samme mønster. I Zakarias 12-14 læser vi om et tidspunkt, hvor alle nationer kommer imod Jerusalem (Zakarias 12:2-3;14:2). Byen angribes. Fangenskab og ødelæg-gelser følger.

Alt synes tabt.

Og så – i det mørkeste øjeblik – griber Herren selv ind. Yeshua viser sig på Olie-bjerget og tager kamen op imod de nationer, som gik imod Israel (Zakarias 14:3-4). Forløsningen kommer både fysisk og åndeligt til opfyldelse af løfterne i Romerbrevet 11:26: ”Hele Israel vil blive frelst,” Det, som lignede en total øde-læggelse bliver en national og åndelig frelse.

Det er ikke bare bibelsk historie – det taler kraftigt til vores nuværende situation.

Vi lever i foruroligende dage. Vi er vidner til uretfærdighed, undertrykkelse og lidelser rundt om i verden. Det kan føles, som om mørket trænger frem og al håb svinder. Og undertiden bliver tingene værre – før de bliver bedre.

Men Skrifterne lærer os denne sandhed igen og igen: Gud gør ofte Sit store arbej-de på dér, hvor al menneskeligt håb synes opbrugt (Salme 46:1; Esajas 60:1-2).

Hvis du står i en personlig krise eller oplever verden falde sammen og undrer dig over, hvor Gud er – vær modig. Det øjeblik, som føles som enden på alt, kunne være det øjeblik, hvor Gud forbereder Sit største gennembrud.

Hold fast.

Fir i Guds historie er herlighed ofte nærmere, end vi forestiller os, når håbet synes tabt.