Retfærdighedssyndromet

Gennem årene har vi set mange situationer, hvor vi ”messianske” eller ”karisma- tiske” har været årsag til ødelæggelse eller splittelse i Messias’ Legeme ved at blæse personlige problemer op til profetiske dimensioner.

I Lukasevangeliet er der beskrevet en situation, hvor Yeshua var på rejse til Jerusa -lem, og disciplene så indbyggerne i samaritanske landsbyer, som ikke tog imod Yeshua, hvilket stødte dem.

Lukas 9:53-55

”Men dér ville de ikke tage imod Ham, fordi Han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: ”Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra Himlen og fortære dem?” Men Han vendte sig om og satte dem i rette.” ( I den engelske oversættelse fortsættes: ”og sagde, I ved ikke, hvilken slags ånd, I er gjort af”).

Grunden til, at samaritanerne ikke tog i mod Yeshua på dette tidspunkt, var ikke så meget, at de afviste Ham, men i højere grad at Yeshua havde et andet formål på det-te tidspunkt, uden at disciplene forstod det.

I. Personlig afvisning

Ofte, når vi tjener Herren, tages der ikke imod vores tjeneste. I den situation føler vi os afvist. Det er imidlertid vigtigt ikke at tolke enhver situation som en personlig afvisning. En svag leder (som demonstreret ved disciplene) bliver personligt fornærmet over enhver afvisning af tjenesten. En stærk leder (som demonstreret ved Yeshua) ”børster” situationen af sig ved at opfatte afvisningen som ikke relevant i forhold til den opgave, Gud har givet på det pågældende tidspunkt.

Undertiden, når vi synes at være afvist, er det, fordi Gud har en anden opgave i tan-kerne.

I Lukaskapitlet var det ikke engang disciplene, som blev afvist, men deres leder. Sva-ge i troen bliver fornærmede ikke kun, når de bliver afvist, men også når en leder, som de føler loyalitet overfor, bliver afvist. De bliver fornærmede ved afvisningen af en ”tredje person.” Undertiden dækker vi endda over følelsen af personlig afvisning ved at påtage en ”fornærmelse” for Yeshua selv eller for Guds Rige. Men i virkelig-heden responderer vi blot umodent.

II. Profetisk indignation

Når vi prøver at dække over vores personlige vrede, eller når vi føler os såret, tolker vi undertiden vores følelser som retfærdig profetisk ild. Vi kræver straf af syndere omkring os. Det kan være meget vildledende, især når vi reagerer på noget, der har såret os. Vi kan sige, at det er bedrag i stedet for sand profetisk indignation, fordi vort krav om retfærdighed alt sammen drejer sig om det faktum, at folk har afvist ”mig.” Derfor skal de angre. De afviste mit kald. De afviste Gud, som holder Sin hånd over min tjeneste.

Det handler her ikke om de fattige eller svage, men i virkeligheden kun om en respons på min egen afvisning, som nu står malet i superåndelige termer. Vi siger, at vi prøver at beskytte de svage får rundt om os. Men det er forkert, fordi det, vi siger, sårer fåret, koges ned til det faktum, at min tjeneste er blevet afvist, og at det svage får har brug for min beskyttelse. I dette tilfælde ønskede disciplene at nedkalde ilden på profeten Elias’ måde (2. Kongebog 1).

På dette tidspunkt begynder vi at tage imod alle slags ”bekræftende” profetier. Disse profetier er sædvanligvis ikke fra mennesker, som har den ledende åndelige autoritet, og som er involveret i sagen. Undertiden tolkes og anvendes et sandt profetisk ord ukorrekt for at retfærdiggøre vores egen position. Enhver omstændighed bliver en bekræftelse. Det regnede under mit møde, hvilket betyder at ånden blev udgydt. Det var overskyet næste dag under deres møde, hvilket betyder, at de åndelige skyer er formørket og lukker sig over dem.

III. Psykisk hævn

På dette tidspunkt begynder Satan at bearbejde vores forestillingsevne og blæse alting op og ud af proportioner. De andre mennesker er dæmoniseret i vore øjne. Hvor vi end måtte have en mental revne i vores karakter, kan satanisk ånd opbygge disse store personlige afvisninger til enorme dimensioner.

Vi begynder at ytre profetier, hvor Gud vil straffe folk. Det er i virkeligheden ikke en profeti, men en psykologisk manipulation. Vi tænker ikke på, at vi i vores underbe- vidsthed har brug for, at noget forkert sker for dem, som afviste os for at ”bevise,” at Gud er på vores side. Dette er meget farligt, fordi vi da arbejder frem imod at se disse destruktive profetier gå i opfyldelse.

Vi ender i en dæmonisk fælde, hvor vi bruger vores egen psykiske energi på at bringe en åndelig hævn over andre troende. Det er ensbetydende med hekseri, og vi tror, at vi gør det for at beskytte Yeshuas ære. Vore handlinger begynder at under-minere de andres tjenester i en slags selvopfyldende profeti. Vi er psykisk såret. Vores forestillinger er betændte. Vi tolker situationen ”profetisk”. Men i virkelighe-den forårsager vi ødelæggelse og splid.

Ironisk nok, kan dette ofte ske for folk, som tror, at de har et profetisk kald til at bringe andre i Messias’ Legeme til anger. Yeshuas disciple i Lukas kapitel 9 troede, at de krævede retfærdig anger. Vi skal være forsigtige og ikke falde i denne farlige og vildledende cirkel, som begynder med en personlig afvisning, dækkes ind under en profetisk indignation og ender med at arbejde i en psykisk hævnagt.