Shavuot og Pentecost

Ifølge den jødiske tradition markerer helligdagen ”Shavuot” det tidspunkt, hvor Thora’en blev givet på Sinai Bjerg.

Kristne markerer helligdagen ”Pentecost” som tidspunktet, hvor Helligånden blev givet på Zion Bjerg.

Naturligvis er dette den samme dag. Den ene udregnet efter månekalenderen og den anden efter solkalenderen. At kunne forstå sammenhængen mellem disse to kan være en kilde til stor inspiration.

Shavuot betyder egentlig ”syvere”, for 7 gange 7 er 49. Pentecost betyder 50. Begge er forbundet til slutningen af Omertællingen, som begyndte i påsken.

Datoen for Thora’en noteres i 2. Mosebog 19:1 som ”i den tredje måned”, men er ikke præcis, således at tællingen frem til dagen måske ikke er korrekt.

Parallellerne er imidlertid slående mellem de to begivenheder. På Sinai Bjerg blev Thora’en givet i ild og lyn i nærvær af Englen YHVH; folk så bogstaveligt Guds stem-me, ligesom disciplene så Helligånden som tunger af ild fra Messias Yeshua. (2. Mo-sebog 19:18-19; 20:18; Ap. Gerninger 2:1-4).

Der er endda en rabbinsk tradition, som siger, at mens Thora’en blev givet på Sinai Bjerg på hebræisk, indeholder den 70 sprog, som repræsenterer alle verdens nationer. (Midrash Exodus Rabbah 5:9). Disciplene i Jerusalem modtog overnaturligt tunger fra himlen, som blev hørt på forskellige sprog (mindst 15 er nævnt i Ap. Gerninger 2:5-11), hvilket ligeledes repræsenterede alle verdens nationer.

En anden jødisk tradition relaterer til ofringen af korn, som er påbudt i Shavuot, er at blive oppe hele natten for at studere Ruths Bog. For os peger denne fortælling klart til Et Nyt Menneske, indpodningen af hedningerne på Guds oliventræ, Israel. Dette begyndte i et verdensomspændende omfang på pinsedag.

Det er forbløffende, at i moderne tid blev Shavuot optaget i kibbutzbevægelsen som ”helligdagen” (de første kibbutzer var primært anti-religiøse). Nu er den blevet en national israelsk helligdag med parader, hvor der fejres ”de første frugter” af landbrugsproduktionen, hvor familierne spiser sammen, folk danser og endda med nye kommercielle tiltag.

I den bibelske fortælling er der en udvikling i tre stadier af shekhinah, שכינה – den iboende tilstedeværelse af Guds herlighed. Det første stadium er repræsenteret ved Sinai. Skyerne og ilden fulgte folk til andre steder. Det andet stadium til Salomons Tempel, hvor vi læser, at Guds herlighed fyldte Templet (1. Kongebog 8:10, 2. Krø-nikebog 5:13; 7:1).

Det tredje stadium er pinsens udgydelse over disciplene. Dette skete også i jerusa-lem. De tre stadier vil således være:

1. Søjler af skyer og ild i eksilet

2. Skyer og ild i Templet i Jerusalem

3. Helligåndens ild over disciplene i Jerusalem

Herfra fortsætter Den Nye Pagt med at udvikle metaforen, at vi som Messias’ Lege-me er et åndeligt tempel dannet af levende stene. (Efeserbrevet 2:21-22; 1. Peters Brev 2:5).

Det kan diskuteres, om udgydelsen af Helligånden foregik i ”salen ovenpå” eller i selve templet. Skrifterne er uklare på dette punkt. Det beskrives, at disciplene ”plejede at opholde sig i salen ovenpå” (Ap. Gerninger 1:13-14), og i Templet (Ap. Gerninger 2:46). I Ap. Gerninger 2:2 beskrives de i et hus. På græsk er det oikos, hvilket kunne indikere salen ovenpå. Det hebræiske ord for hus er imidlertid bayit, בית, som kan betyde enten hus eller tempel.

Salen på Zions Bjerg og templet på Moriahs Bjerg er imidlertid kun få hundrede meter fra hinanden, så det gør ikke den store forskel. Den symbolske betydning af Zion eller Moriah ville begge passe. Helligåndens bolig går fra ørkenens skysøjler til Salomons Tempel og til disciplenes hjerter.

Der er naturligvis endnu et stadium, et fremtidigt stadium, hvor Helligånden udgy-des over ”alle mennesker,” som det blev lovet i Ap. Gerninger 2:17. Ligesom Paulus stræbte efter at være i Jerusalem på pinsedagen (Ap. Gerninger 20:16), således be-der vi hvert år til pinse for den globale endetids udgydelse.