.png){kind=small}
Hvis man går ud af Jerusalems gamle bydel gennem Damaskusporten mod nord ad rute 1, ser man på højre side et udviklingsområde med et meget stort turisthotel og det ultraortodokse Meah Shearim område på venstre side.
Lidt længere henne ad gaden ser man indgangen til Sheikh Jarrah. Derefter kommer man til det centrale hovedkvarter for Israels grænsepoliti og endelig det prestige-fyldte French Hill kvarter og det Hebræiske Universitet. Hele gåturen tager kun ca. 1 time – lidt over 4 kilometer. Alting er meget tæt på.
Folk med diametralt modsat verdenssyn og ligefrem med et gensidigt had lever kun et sten-kast fra hinanden. Sheikh Jarrah kvarteret ligger i et overlappende område på græn-sen mellem det arabisk beboede Østjerusalem og det jødisk beboede Vestjerusalem. Kvarteret er kendt for forskellige internationale konsulater samt det berømte American Colony hotel.
Den nuværende strid om Sheikh Jarrah bydelen har en kompliceret historie. Da jeg satte mig ned for at skrive denne forklaring, viste TV en rapport, om at en terrorist kørte en bil ind i en gruppe politibetjente i kvarteret og sårede 6 personer.
Historien begynder helt tilbage i 1890 under det tyrkiske Ottomanerstyre. En gruppe jøder købte noget jord for at opbygge et kvarter rundt om gravstedet for ”Shimon den Retfærdige” – ypperstepræst i den anden tempelperiode.
Området lå ved siden af det arabiske område, der havde navn efter Sheikh Jarrah, der var personlig læge for Salah A-din fra det 12. århundrede. Disse nabosamfund levede i relativ (om end lettere ustabil), harmoni indtil uafhængighedskrigen i 1948.
Da flygtede de jødiske familier, og Jordan overtog området fra Storbritanien. Jordan anerkendte jødernes ejerskab over boligerne, men alligevel flyttede palæstinen-siske flygtninge ind i husene. I 1967, under seks-dages krigen, generobrede Israel området.
Opsyn med området blev givet til to komitéer, én for safardiske jøder og én for ashkenazijøder. Palæstinenserne som levede i husene fik specielle privilegier som langtidslejere med ret til fortsat at bo der.
Over tid afviste beboerne at anerkende det jødiske ejerskab og afviste at betale leje. I 2001 voksede konflikten over området, da andre jøder ønskede at udvikle ejendommene. Palæstinensiske grupper og venstreorienterede israelske aktivister begyndte at afholde protestdemonstrationer i kvarteret.
Den israelske højesteret forsøgte at forsinke en afgørelse, men ultimativt måtte man erkende det jødiske ejerskab. Dette fik de højreorienterede ekstremistiske grupper i området til at kræve de palæstinensiske beboere fjernet.
Det skal bemærkes, at der nu kun er 13 huse, striden handler om. Det totale antal i stridighederne har siden 2001 været mindre end 60. De seneste voldsomme konfrontationer mellem de venstre – og de højreorienterede i dette urolige kvarter eksploderede umiddelbart før missilangrebene fra Gaza begyndte. Stridighederne var således en del af tilskyndelserne til krigen.
Mens jeg er en stærk tilhænger af den bibelske, historiske og moralske ret for jøder-ne til at bo hvor som helst i Israel, forekommer det mig personligt, at der er tilstræk-kelige praktiske fordele ved at sætte de familier, som har boet der i 70 år, på gaden. Det kunne være klogere at søge et kompromis i denne særlige situation.
Som en personlig bemærkning vil jeg nævne, at da vi ankom til Israel i begyndelsen af 90’erne, boede min egen familie inklusiv vores små børn inden for gåafstand fra Sheikh Jarrah.
Vær med os i bøn for visdom til dommerne og regeringen i denne sag, og vær med i bøn for jødernes og arabernes hjerter i dette land.
