Har Kirken erstattet Israel? Skrifterne gør det klart, at erstatningsteologien er en misledt opfattelse. I værste fald antisemitisk.

En hurtig baggrund
For de tidlige hedenske kirkefædre ville ødelæggelsen af Israel i år 70 e.Kr. og i år
135 e. Kr. kun have været muligt, hvis Gud, i en endelig demonstration af vrede, havde afvist Israel.
Erstatningsteologien var en ny teori for at give mening til ødelæggelsen og for det faktum, at nationen Israel i sin helhed ikke tog imod Yeshua. Denne nye teori om fortolkning af Bibelen udviklede en måde, hvorpå man læste Bibelen. Man opfattede Kirken som det nye og sande Israel. Afsnit efter afsnit i de hebræiske skrifter blev læst med denne drejning; læs ”Kirken” når man læser passager, som taler om en positiv og permanent opfyldelse for Israel.
Før vi svarer på dette, skal vi notere os, at ”erstatningsteologi” er et udtryk som bruges af modstandere af denne teologi, ikke af tilhængerne. Tilhængere bruger udtrykket ”fuldførelsesteologi” eller ”subsistitutionsteologi”, nemlig at Kirken har afløst det national-etniske Israel.
Efter Holocaust har de fleste fremtrædende kirkelige forsamlinger officielt afvist erstatningsteologien. Denne erstatningsteologi var virkelig set som en åben dør til historisk antisemitisme. Betydningen af Holocaust i denne sammenhæng er imidler-tid aftaget, og da disse kirker har været under indflydelse af propagandaen vedrø-rende Israels behandling af palæstinenserne, er erstatningstankerne atter voksende.
Hvordan den hebræiske Bibel skal læses
Erstatningsteologien rejser det centrale spørgsmål om Bibelens autoritet og om, hvordan bibelske tekster fortolkes. Ved fortolkning af disse tekster, skal to ledende spørgsmål stilles:
Hvad ønskede forfatteren at udtrykke, eller hvad mente han?
Hvad ville den pågældende målgruppe have forstået?
Når man læser teksterne i overensstemmelse med forfatterens intentioner og læserens kritik vedrørende løfterne til Israel, når man en meget klar konklusion:
Disse tekster lover, at det etniske folk Israel, som senere blev kaldt jøder, har en ud-vælgelse, som aldring kan mistes. Det er på grund af udvælgelsen af Abraham, Isak og Jakob og deres efterkommere. Skønt der kunne være straf og spredning, kan dette etniske/nationale folk aldrig miste deres udvælgelse, men vil til stadighed fortsætte som et folk. (3. Mosebog 26:44). Der udover er der talrige løfter til dette folk, som vil blive opfyldt, og som i overensstemmelse med en fordomsfri læsning endnu ikke er opfyldt.
Hvordan man læser det Nye Testamente vedrørende Israel
Hvad med visse tekster i det Nye Testamente? Ja, det Nye Testamente bruger et sprogbrug fra den hebræiske bibel vedrørende Israel om Kirken. Dette kan imidler-tid ikke være en erstatning, men en tilføjelse. Jeg kalder faktisk dette ”tilføjelsesteologi.” Som supplement til Israel har Gud et præsteskab, som Han samler fra alle nationer, som opfylder en analog rolle til Israel og som har analoge løfter.
Mange kristne har fået fortalt, at det Nye Testamente genfortolker det Gamle. Denne fortolkning er imidlertid begrænset til ny viden og anvendelse, som ikke ændrer de oprindelige intentioner i teksten.
Derudover skal vi lægge mærke til, at erstatningsteologien ikke blot er unødvendig, men er et brud med den tydeligste passage i det Nye Testamente, som taler om Israel. Det er Romerbrevet 9-11. (Brug et par minutter til at læse det).
Syv skriftsteder der er ganske ubekvemme for erstatningsteologer
Der er så mange passager vedrørende Israels genrejsning i deres eget land frem mod en herlighed, som ikke vil dø hen. Her følger de syv skriftsteder:
1: Amos 9:15
”Jeg planter dem på deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op fra den jord, jeg har givet dem, siger Herren din gud.”
Taler dette vers til et etnisk-nationalt folk eller et metaforisk fremtidsfolk fra alle nationer, som vil arve det evige Rige, som metaforisk er landet? Ville dette være en trøst til trofaste ældgamle israelitter?
2: Joel 4:20
”Men Juda skal bebos til evig tid, Jerusalem i slægt efter slægt. Jeg vil hævne deres blod og ikke lade det ustraffet. Herren bor på Zion.”
Denne passage kommer efter beskrivelsen af en voldsom dom over nationerne, der ifølge beskrivelsen invaderer Israel. Det er vanskeligt at se, hvordan det skulle være Kirken. Det er endnu ikke sket.
3: Esajas 49:6
”Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal når til jordens ende.”
Der er ingen måde, hvorpå meningen her kan forvirres. Løftet er til Israel og indehol-der nationernes frelse. At et nyt Israel af jøder og hedninger der skulle erstatte Israel kan ikke være fortolkningen.
4: Esajas 62:1-4
”For Zions skyld vil jeg ikke tie, for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs, før dens ret bryder frem som et lysskær og dens frelse som en flammende fakkel. Da skal folkene se din ret, og alle konger din herlighed…For Herren elsker dig og tager dit land til hustru.”
Her trøstes jøderne i eksilet af løftet om genoprettelse af Jerusalem, ikke trøstet af et åndeligt metaforisk himmelsk Jerusalem. Det ville ikke have været en sådan trøst.
5: Jeremias 23: 7,8
”Derfor skal der komme dage, siger Herren, da man ikke mere siger: ”Så sandt som Herren lever, som førte israelitterne op fra Egypten,” men siger: ”Så sandt Herren lever, som førte Israels efterkommere op og bragte dem hjem fra Nordens land” – og fra alle de lande, jeg fordrev dem til, så de kunne bo på deres egen jord.”
Kan dette være Kirken? Nej, Kirken var ikke forvist. Kan det være tilbagekomsten fra Babylon? Nej, det var en lille restgruppe, som vendte tilbage og som 500 år senere stadig var en minoritet i det jødiske folk, måske mindre end en tredjedel. Der var aldrig en sådan kæmpemæssig tilbagevenden, som der tales om her, indtil i dag. Der er stadig mere i dette vers. Denne tilbagevenden mangler endnu at overgå udvan-dringen fra Egypten i sammenligningen. Det må være et profetisk ord om det bog-stavelige national-etniske folk.
6: Jeremias 31: 35-37
”Dette siger Herren, Han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, Han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hær-skarers Herre er Hans navn…Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grund-volde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren.
Her er stof til eftertanke. Den Nye Pagt er lavet med det nationale/etniske Israel. Den indeholder løftet om tilgivelse af deres synd, og at de alle vil kende Gud. Den indeholder løftet om deres nationale/etniske bevarelse. Når kristne hører ordet ”Nye Pagt” er denne betydning næppe i deres tanke. Så hvordan er det, at kristne er en del af den Nye Pagt? Det er ved det faktum, at frelse af hedningerne er en del af pagten med Abraham, og den Nye Pagt muliggør dens gennemførelse. Denne pagt er imidlertid kun delvis opfyldt. Den indeholder til dels genoprettelse af det jødiske folk. Bekræftelse af det fysiske frø i denne passage kunne ikke være klarere. Kirken kan på ingen måde ses som objektet.
7: Zakarias 12-14 udvælgelser
”På den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene; de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods…Se der kommer en dag, Herrens dag da byttet, de har røvet hos dig, fordeles. Da samler jeg alle folkeslag til krig mod Jerusalem…Herren vil rykke ud til angreb på disse folkeslag, som når Han angriber på kampens dag. På den dag skal Han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem. Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så der dannes en meget stor dal…Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med Ham…Men alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker mod Jerusalem, skal drage derop år efter år og tilbede Kongen, Hærskarers Herre og fejre Løvhyttefesten.”
Når jeg har delt denne passage med erstatningsfortalere, siger de ofte simpelthen, at de ikke ved, hvordan de skal passe dette ind. Det er fordi passagen er så åbenbar om ét rigtigt sted, og det er faktisk på jorden. Det beskriver Jerusalem omringet af hære og derefter reddet. Zakarias skriver efter Jerusalems genbebyggelse efter det første eksil i Babylon. Det kan ikke have været krigen i det første århundrede, fordi Jerusalem da blev ødelagt. Det kan kun være en begivenhed, som er forbundet til det jødiske folk i de sidste dage, da byen atter er beboet som en jødisk by.
Der er så mange andre passager, som man kunne have valgt. De her valgte giver os imidlertid tiltro til profeterne vedrørende genoprettelsen af det etniske/nationale Israel, og landets herlighed. Paulus’ stærke ord om den uigenkaldelige udvælgelse og Israels kald er i selve konteksten af disse passager. Han forventede i fuld tillid en opfyldelse af Guds løfter til det etniske/nationale land. At opfyldelsen ville bringe ”liv af døde” til hele verden (Romerbrevet 11:15). At det indpodede kristne folk deler lignende løfter analogt er utvivlsomt, men at det etniske/nationale folk vil få deres lovede arv, er også udenfor al tvivl.
Erstatningsteologiens tragedie
Erstatningsteologien førte til hedningernes afvisning af det legitime i det jødiske liv i Jesus omkring midten af det andet århundrede. Resultatet har været tragisk. For eksempel ville et jødisk levende samfund med følger af Yeshua have gjort kristen antisemitisme, selv den nazistiske Holocaust, umulig, hvis det var blevet modtaget af den øvrige kirke.
Note: For flere hovedpunkter og detaljer, se den 12 siders fremstilling af hvilken nærværende artikel er et uddrag:
The Tragic Error of Replacement Theologi