Tilgivelse kræver stærk tro

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

Vi tænker ofte på tro som noget, der er en forudsætnng for helbredelse, mirakler, gen-nembrud eller Guds overnaturlige kraft. Men hos Lukasevangeliets kapitel 17 forbinder Yershua tro med noget meget mere personligt, pinefuldt og ofte overset: tilgivelse.

Som israelsk troende er denne læring ikke teoretisk for mig. Efter det forfærdeli-ge angreb den 7. oktober, hvor Hamas’ terrorister massakrerede, kidnappede og forøvede ubeskrivelig vold mod mit folk, stod jeg overfor Yeshuas påbud om tilgi-velse på en meget dybere måde. Tilgivelse var ikke længere en rar bibelsk ide; det var blevet til en pinefuld troshandling. I Israel er der en velkendt talemåde på grund af Holocaust, der lyder: ”Vi vil ikke tilgive, og vi vil ikke glemme.” Jeg kan fostå traumet og råbet om retfærdighed bag disse ord. Men som følgere af Yeshua kan vi ikke fulldt ud stå ved denne udtalelse. Vi skal aldrig glemme, men vi skal tilgive.

Yeshua sagde til Sine disciple: ”Hvis din broder forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: jeg angrer det, jeg gjorde, så tilgiv ham.” (Lukas 17: 3-4) Det er ikke et let påbud. Yeshua beskriver gentagen synd, gentagen anger og gentagen tilgivelse endda syv gange på én dag. De fleste af os ville kæmpe med at skulle tilgive én gang, når såret er nyt. Imidlertid siger Han ikke: Tilgiv når du er klar til det,” Han siger: ”Du skal tilgive ham.”

Disciplene forstod vægten af det, Han sagde. Deres respons var ikke: ”Herre, giv os mere tid,” eller ”Herre, hjælp os med at have det bedre med dette.” De sagde: ”Giv os mere tro!” (Lukas 17:5). Denne reaktion siger noget, som mange troende mangler erkendelsen af: virkelig tilgivelser kræver tro. Vi adskiller ofte tilgivelse fra tro. Vi taler om tro som kraften til af modtage mirakler, men Yeshua viser os, at tro også er styrken til at adlyde, når lydigheden er smertefuld. Tilgivelse er ikke blot at vente til vores følelser endelig er enige. Det er en tillidshandling. Det er at vælge at lægge overtrædelsen i Guds hænder, fordi vi opfatter Gud som retfær- dig. Han ser, Han ved, og Han vil dømme retfærdigt.

Det betyder ikke, at vi afviser ondskab. Det betyder ikke, at vi undskylder terror-   isme. Det betyder ikke, at Israel ikke skal forsvare sig, eller at mordere ikke skal drages til ansvar. Bibelsk tilgivelse er ikke aflysning af retfærdighed; det er over-givelse af hævnfølelse. At huske er en del af retfærdighed. Tilgivelse er en del af lydighed. Jeg skulle lære at tilgive, ikke fordi ondskaben kun var beskeden, men fordi Yeshuas påbud er større end min smerte. Jeg skulle tilgive, ikke i stedet for at søge retfærdighed, men således at retfærdighed ville forblive i Guds hænder og ikke blive til had i mine.

At tilgive er at tro på at Gud kan bære, hvad jeg ikke kan. At tilgive er at tro på, at Guds retfærdighed er bedre end min hævn. At tilgive er at tro på at frigøre nogen fra mit greb ikke betyder, at de er gjort fri fra Guds sandhed. Det betyder, at jeg overgiver det, der er sket, til Faderen. I vores egen styrke ønsker vi ofte at beskytte os ved at holde fast. men ikke, at de er frigjort fra Guds sandhed. Det betyder, jeg har tillid til Faderen i, hvad der var sket. Bitterhed kan føles som kontrol. Fornærmethed kan føles som retfærdighed. Men troen siger: ”Gud har ikke glemt. Gud ser tydeligere, end jeg. Deri kan man have tillid til Gud.”

Det er derfor, Herrens bøn er så alvorlig: ”Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Matthæus 6:12). Det er en del af en discipels daglige liv. Hver dag kommer vi for Faderen med behov for nåde, og hver dag er vi kaldet til at udvise nåde til andre. Hvis vi beder for tilgivelse, mens vi holder fast i bitter-hed og fornærmethed, er der en modsætning i vores vandring med Gud.

Yeshua Selv viste Sin tros fuldkommenhed på korset. Mens Han led under uretfærligheden, bad Han: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Lukas 23:34). Det var ikke svaghed. Det var ikke nægtelse. Det var tro i dens reneste form. Peter forklarede det på følgende måde: ”han svarede ikke med skældsord, da Han blev skældt ud, under Sine lidelser truede Han ikke, men overgav Sin sag til Ham, der dømmer retfærdigt” (1. Petersbrev 2:23). Det er fundamentet til til-givelse: Han betroede Sig til Ham, som dømmer retfærdigt.

Tilgivelse kræver stærk tro, fordi tilgivelser kræver overgivelse. Den er ikke neutral. Den er ikke nem. Men det er Yeshuas måde. De gode nyheder er, at Gud ikke byder os at tilgive ved vores egen kraft. Hans tro bliver vores styrke, og Hans nåde til os bliver denne kilde gennem os.

Så måske skulle disciplene bøn også være vores: ”Herre, styrk vores tro.” Ikke blot tro for at kunne se mirakler. Ikke blot tro til at flytte bjerge. Men tro for at tilgive, at frigive og vandre frit.