Ændring af Islams ansigt i Mellemøsten

Tikkun Global

Jerusalem, Israel

Krigen mellem Israel og Iran forandrer Mellemøsten; den kan også ændre Islams ansigt.

De militære spændinger i Mellemøsten har meget mere at gøre med religiøse doktriner, end de fleste mennesker forestiller sig.

Et af de religiøse nøgleaspekter er forskellen mellem Sunni og Shiit Islam. Islams opståen kan ses som en reaktion på judaisme og kristendom, men Sunni-Shiit adskillelse er internt i islam selv.

Mens der er mange mindre undergrupper af islam, er de to hovedgrupperinger Sunnier og Shiitter. Splittelsen begyndte efter Muhammeds død i 632 ef.Kr. Da Muhammed ikke havde arvinger, var det uklart, hvem der skulle efterfølge ham.

Én gruppe, Shiitterne mente, at eftersom Muhammed var guddommeligt ud-valgt, skulle hans efterfølger fysisk være af hans afstamning. Hans datter, Fatima giftede sig med Muhammeds fætter, Ali bin Abi Talib. Gruppen, som fulgte Ali blev kendt som Shi’at Ali, som betyder ”Alis gruppe.” Derfor er familiær herkomst vigtig for Shiitterne.

En anden gruppe af tidlige muslimer er Sunnierne. De fleste muslimer i verden er Sunnier, bl.a. de fleste af de arabiske ledere i Mellemøsten. For eksempel er kong Abdullah II af Jordan og hans Hashemitiske familie Summier med rødder direkte tilbage til Muhammed; begge tilhører Banu Hashim klanen i Quraysh stammen.

Sunnimuslimerne mener, at tronfølgen bestemmes af dygtighed og dyder. Da de fysiske efterkommer af Muhammed var mindre vigtig, er Sunnierne ikke bundet af familiære bånd. De valgte Abu Bakr, Muhammeds bedste ven og svigerfar som efterfølger efter Muhammeds død i stedet for Muhammeds svigersøn, Ali. Abu Bakrs følgere blev islams sunnigren.

Uoverensstemmelserne om Muhammeds efterfølger er central i den islamiske historie og er roden til Sunni og Shiit adskillelsen; de har været i konstant konflikt helt op til i dag.

Efter at have været tilknyttet Sunni islam i århundreder, har Iran siden 1500-tallet været domineret af shiitiske muslimer, og er i dag den største shiitiske nation i verden. (Iranere er ikke arabere eller semiter; iranerne er etniske persere og taler et indo-europæisk sprog, farsi).

En anden forskel på islams to hovedgrene vedrører Mahdi’en (”Den vejledende”). Både Sunnier og Shiitter tror på Mahdi’en, islams store endetidsfigur. Han er en slags Kristus eller Messiasfigur. (Igen ser vi tankeligheden med kristendom og judaisme) Mahdi’en skal være leder af den fremtidige islamiske verden

Sunnierne mener, at Mahdi vil komme og vil blive født på et tidspunkt i nær fremtid; hans identitet er ukendt.         

Shiitterne tror på, at han allerede er kommet, og at hans identitet er kendt. Han er den 12. imam, Muhammad bin al Hasan al-Mahdi (født 868 ef.Kr. Han benævnes også ”Iman Mahdi”. Imam Mahdi døde ikke, men blev skjult af Allah, indtil Allah sender ham tilbage for at bringe fred og retfærdighed og islamisk ret over hele jorden.

Den shiitiske Mahdi vil blive åbenbaret af Allah for at han skal gribe ind i en global krig. Iman Mahdi vil sejre i krigen og begynde at herske over jorden. Yeshua vil vende tilbage i løbet af Mahdis regeringstid og vil anerkende Mahdis autoritet. Yeshua vil stå bag Mahdis trofaste bøn i Al-Quds (”Den hellige” – dvs. Jerusalem) og på den måde forene islam og kristendommen.

Derfor kan shiitterne ikke gå på kompromis vedrørende krig og om Jerusalem. Deres ekstremisme omkring disse to emner er fundamental religiøs doktrin, som ikke kan ændres eller det mindste modificeret.

Troen på Mahdi og kræver erobring af Israel og drab på alle jøder i processen. Ideen om en ærlig fredsproces er hos Shiitterene fremmedartet, modsætnings-fyldt og endog blasfemisk i ifølge deres verdenssyn.

Sunniernes er mere centreret om Mekka. Deres synspunkt omkring den kommende Mahdi giver plads for en diskussion om det vil blive mere militant eller fredelig. Sunnimahdi’en vil bringe verdensfred i en islamisk ”Umma” (”nation”) imperium.

Der er ekstreme jihadiske synspunkter både blandt Sunnier og Shiitter. Nogen af de mest morderiske jihadister har være Sunnier, for eksempel: Det muslimske broderskab, Taliban, ISIS, Al-Qaeda, Hamas osv.

Skønt Hamas i sin oprindelse var Sunni muslimer, har de været støttet og finansieret af det Shiitiske teokrati i Iran i mange år og er derfor loyale overfor Iran. Tilmed vandt Iran stor gunst i en række arabiske samfund i Libanon, Syrien og Irak ved at forsvare dem mod volden fra ISIS i årene 2014-2019.

Angrebene på Israel gennem de seneste årtier har primært været støttet, til-skyndet og forsynet med våben af det iranske shiitiske regime. Og de har bestræbt sig på at udvikle atomvåben. Derfor har Israel set Iran som ”hovedet af blæksprutten” og deres ”håndlangere” (Hamas, Hizbollah, Houthis) som deres ”tentakler.”

De tidligere krige (1948, 67,73) endte med fredsaftale mellem Israel, Egypten (1979) og Jordan (1994). Egypten og Jordan har moderate sunniregeringer. Skulle jihadistgrupper i disse lande opnå kontrol, vil disse fredsaftaler være værdiløse.

Efter Israel har kæmpet primært mod det shiitiske Iran og dets forgreninger, kunne krigen ende med at give overherredømme til Sunnierne i Mellemøsten. De elsker ikke eller støtter ikke Israel, men ved historiens ironi, kan vi ende med at hjælpe dem.

Det er muligt, at den igangværende krig kunne resultere i en videre Abraham Accord fredsaftale mellem Israel og de moderate arabiske nationer.

Uden at dette er intentionerne, kunne Israel få vægten til at tippe i den islamiske historie frem mod en sejr for Sunni islam over Shiit islam i Mellemøsten – i det mindste for en årrække.