Ære den sydlibanesiske hær

Den 4. juli 2021 indviede den israelske forsvarsminister Gantz og IDF chefen Kachavi et mindesmærke for den sydlibanesiske hær i det nordlige Israel. Den libanesiske politiske historie er utrolig kompliceret, og det er meget vanskeligt at drage direkte åndelige konklusioner. Her følger imidlertid en opsummering af lidt af baggrunden:

Indtil 1970’erne var Libanon en usædvanlig nation i Mellemøsten. Den var arabisk, og alligevel havde landet meget vestlig kultur (noget var godt og noget var skidt). Dette var primært på grund af fransk indflydelse. Beirut blev endog kaldt ”Mellem-østens Paris.”

I 1969 underskrev den libanesiske regering ”Cairo-aftalen,” som tillod det palæsti-nensiske PLO at bruge libanesisk territorium i kampen mod Israel fra det sydlige Li-banon. Der var megen uoverensstemmelse mellem de forskellige etniske grupper i Libanon vedrørende denne Cairo-aftale. Mange partier begyndte at kæmpe for uaf-hængighed.

Det største parti bestod mest af maronite kristne, der blev kaldet falankisterne, un-der ledelse af Pierre Gemayel. Dennes søn, Bashir Gemayel, samlede senere de for-skellige maronit militser til ét nyt parti ved navn ”Lebanese Forces” (det største kristne politiske parti i Libanon i dag). De kæmpede imod PLO, den syriske hær og de libanesiske muslimske partier, som stod på palæstinensernes side og var bakket op af hele den arabiske verden, herunder Golfstaterne.

PLO og en række libanesiske muslimske militser sendte raketangreb mod Israel, hvilket førte til Israelsk invasion af Libanon i juni 1982 i operation ”fred til Galilæa,” som udviklede sig til den første libanesiske krig. Premierminister Begin og forsvars-minister Sharon mødtes med falankisterne og foreslog en alliance med dem. Den sydlibanesiske brigade, som blev anført af general Saad Haddad, brød med hærens generalstab og annoncerede alliancen til Israel. De kæmpede sammen med Israel og modtog økonomisk støtte fra den israelske regering.

I august 1982 blev Bashir Gemayel valgt til præsident over Libanon. I september 1982 blev han dræbt af den terroristbombe fra det syriske social-nationalistiske par-ti, mens han holdt tale i et af falangistscentrene i Beirut.

Som respons på dette mord indtog falangisterne Sabra og Shatilla palæstinensiske flygtningelejre og slagtede beboerne. Israel modtog megen anklage for denne trage-die, fordi Ariel Sharon og israelske hærenheder var stationeret i nærheden og ikke gjorde noget for at forhindre det.

Amin Gemayel blev præsident og erstattede dermed Bashir. Deres militser blev den officielle libanesiske hær. Denne hær bestod af op til 70% maronitiske kristne, 20% druzere og 10% muslimer. Kampe fortsatte over hele Libanon, og Israel støttede hæren mere og mere.

Det er her værd at huske, at det Shiitiske regime i Iran begyndte i 1979. De begyndte at bruge deres nationale ressourcer, især penge fra salg af olie for at fremme isla-misk ekstremisme over hele Mellemøsten . Måske var deres største projekt at bakke op om Hizbollah, det islamisk ekstremistiske Shiitiske parti i Libanon, der begyndte i 1982.

I disse multietniske kampe mellem bl.a. sunni muslimer, palæstinensere, syrere, maroniter, druzere osv. blev Hizbollah stærkere og stærkere. I 1986, ved slutningen af den første libanesiske krig trak den israelske og den sydlibanesiske hær sig til-bage til en bufferzone ved Litanyfloden i Sydlibanon. De to hære forblev partnere.

I år 2000 besluttede Israels premiereminister Ehud Barak at trække alle de israelske styrker ud af Libanon. Man frygtede, at dette ville føre til, at de maronitiske kristne ville blive slagtet af Hizbollah. På dette tidspunkt fik 6000 medlemmer af den sydli- banesiske hær og deres familier tilladelse til at flytte til Israel. Hizbollah overtog resten af Sydlibanon.

Lidt efter lidt er disse sydlibanesere blevet integreret i det israelske samfund, men ikke uden megen lidelse og problemer. Minderne om dem og deres ærefulde perio -de var for længst glemt.

For at sikre sig magten over Libanon udpegede Hizbollah korrupte politikere med aftaler om, at Hizbollah ville dække deres korruption, og disse politikere ville dække over Hizbollahs legale tilstedeværelse som en militærmagt. Efter to årtier med Hizbollahs dominans, syntes Libanon at kollapse fuldstændigt. Nogle kalder det den værste økonomiske krise i den moderne historie.

Bed for dette dejlige land. De har lidt meget. Vi elsker Libanon og ønsker fred, vel-stand og frem for alt sand vækkelse i landet. Vi beder også for et fornyet partner-skab mellem Israel og Libanon som i Salomons dage (1. Kongebog kapitel 5) til Guds ære og lovprisning.