Shavuot og Pinse

Den jødiske tradition markerer helligdagen Shavuot som den dag Thorah’en blev givet på Sinai bjerg.

Kristne markerer helligdagen, Pinse på den dag Helligånden blev givet på Zion bjerg.

Dette er naturligvis den samme dag, den ene ifølge månens kalender og den anden ifølge solens kalender. At forstå sammenhængen mellem disse to kan være en kilde til stor inspiration.

”Shavuot” betyder egentlig ”syvere”, for 7 gange 7 er lig med 49, mens pentecost betyder 50. Begge er forbundet med slutningen af omertællingen, som begyndte under påsken.

Dagen hvor Torah’en blev givet, som det er beskrevet i 2. Mosebog som ”i den tredje måned” er ikke præcist, så tællingen er måske ukorrekt.

Parallellerne er imidlertid slående. På Sinai blev Torah’en givet i ild og lyn i englen YHVHs nærvær; folk ”så Guds stemme” i bogstaveligste forstand, ligesom disciplene så Helligånden som tunger af ild fra Messias Yeshua. (2. Mosebog 19:18-19; 20:18; Apostlenes Gerninger 2:1-4).

Det er også en rabbinsk tradition, at da Torah’en blev givet på Sinai på hebræisk, indeholdt den 70 sprog, som repræsenterede alle verdens sprog. (Midrash (rabbinsk fortolkning af Bibelen) Exodus 5:9) Disciplene i Jerusalem modtog overnaturligt tungemål fra himlen, som blev hørt i forskellige sprog (mindst 15 er opregnet i Ap. Gerninger 2:5-11), som også repræsenterede alle verdens nationer.

En anden jødisk tradition relateres til korn-offeret, som er befalet på Shavuot, hand- ler om at studere Ruths bog natten igennem. For os peger denne historie klart mod ”et nyt menneske”, hedningernes indpodning på Guds oliventræ, Israel. Dette tog sin verdensomspændende begyndelse pinsedag.

Utroligt, men i moderne tid blev Shavuot optaget i kibbutzbevægelsen som dens ”helligdag”. (Den tidlige kibbutzbevægelse var primært anti-religiøs). Nu er det blevet en national israelsk helligdag med parader, fejring af den første frugt i land-bruget, familiesammenkomster, dans og endda nye kommercielle tiltag.

I den bibelske fortælling er der en tretrins udvikling af שכינה, shekhinah – iboende tilstedeværelse af Guds herlighed. Det første stadium er repræsenteret ved Sinai. Søjler af skyer og ild fulgte folket til de forskellige steder. Det andet stadium er Salomons tempel, hvor vi læser, at Guds herlighed fyldte templet ved indvielsen (2. Kongebog 8:10, 2. Krønikebog 5:13; 7:1).

Det tredje stadium er pinsens udgydelse af Helligånden over disciplene. Dette skete også i Jerusalem. De tre stadier vil derfor være:

1. Søjler af skyer og ild i eksil

2. Skyer og ild i Templet i Jerusalem

3. Helligåndens ild over disciplene i Jerusalem

Herfra fortsætter den Nye Pagt med at udvikle metaforen at vi, som Messias’ legeme, er et åndeligt tempel, der er bygget op af levende stene. (Efeserbrevet 2:21-22; 1. Petersbrev 2:5).

Man kan diskutere, om Helligåndens udgydelse foregik i ”salen ovenpå” eller i selve templet. Skriften er ikke tydelig på dette punkt. Disciplene beskrives som konstant opholdende sig i salen ovenpå i Ap. Gerninger 1:13-14 og i Templet i Ap. Gerninger 2:46. Det blev beskrevet, at de var i ”et hus” i Ap. Gerninger 2:21 – på græsk oikos, som kunne tolkes som ”salen ovenpå”. På hebræisk er ordet for ”hus” ”bayit” – בית, som også kan betyde tempel.

I hvert fald er salen ovenpå på Zionbjerget og templet på Moriahbjerget kun få hundrede meter fra hinanden, så det gør ikke nogen stor forskel. Den symbolske be-tydning af Zion eller Moriah kan begge passe. Den iboende Helligånd går fra søjler i ørkenen til Salomons Tempel og til disciplenes hjerter.

Der er naturligvis endnu et stadium, et fremtidigt stadium, hvor Helligånden udgy-des ”over alle mennesker som lovet i Ap. Gerninger 2:17. Ligesom Paulus ønskede indtrængende at være i Jerusalem i pinsen (Ap. Gerninger 20:16), dedikerer også vi på denne helligdag hvert år til indtrængende at bede for denne global endetids udgydelse.